Fra “Utter shite!” til cool britisk arronce og performance

Året er 1994. The Battle of Britpop står mellem Oasis, med en forsanger fra Manchester, og Blur, med en forsanger fra London. Norden mod syden. En klassisk konflikt! Fast-forward. 2009. Roskilde Festival. Orange Scene. Oasis. “Briterne burde skamme sig” — lyder domen fra Berlingskes udsendte, Jeppe Krogsgaard Christensen. “Det britiske rockband leverede et godt, gedigent sæt på festivalens største scene.”, skrev Peter Schollert fra Jyllands-Posten. Krogsgaard Christensen fortsætter: “Oasis valgte at opløse sig selv i en strøm af ølbøvsende, røvballerockende og inderligt ligegyldige arrangementer.” På overfladen lader til at, at Earcandy har været til en anden koncert: “[...]  i aften på Orange Scene stod de  der: Liam, Noel og resten af banden. Klar i parkacoat og hænderne på ryggen. Med spade og gryder. Setup’et og mængden af mennesker tydede på et brag af en fest. Og fest, det fik jeg da.”

I folkeskolen, gymnasiet og måske sågar på universitetet kan man høre undervisere dagligt reproducere den grund